Andelskasseprisen og sammen kan vi mere prisen uddelt i Esbjerg

prismodtagere syddanmark

Igen i år har private ildsjæle og lokale foreninger været indstillet til at modtage Andelskasseprisen og Sammen kan vi mere priserne for 2019. I Esbjerg vandt Sandi Jordheim Andelskasseprisen og SGI fitness og motion, Team Tvilling og Brørup Bio løb med priserne i sammen kan vi mere. Herunder kan du læse indstillingsteksterne og se billeder fra uddelingen.

Vinder af Andelskasseprisen:

Sandi Jordheim

Den første vinder, vi skal se her på scenen, er en ung kvinde på 28 år, som er indehaver af Salon Saksehaand i Torvegade i Esbjerg. Hun skal have Andelskasseprisen, fordi hun ganske frivilligt gør en stor indsats for Esbjergs svageste. Hun bruger hver eneste mandag, som er hendes fridag, på at cykle rundt i Esbjerg for at klippe hjemløse og folk, der på anden vis er udsat, og hun modtager intet for det udover den kærlige tak, men det er også det vigtigste for hende.
Vores prismodtager indsamler også tøj og mad, når det er koldt udenfor, så de hjemløse og udsatte har mulighed for at holde varmen. Og så er døren ALTID åben, hvis man har brug for en snak og varm kaffe. Hun gør det hele af ren og skær godhed, og derfor må det være på tide at hylde hende!”

 Vindere af Sammen kan vi mere-priserne:

Team Tvilling Esbjerg

”Den næste pris går til en frivillig forening af løbere, der mødes hver søndag formiddag kl 10.00 i al slags vejr for at give en masse handicappede en løbetur og et afbræk i hverdagen i en specialbygget kørestol. Det giver stor fornøjelse både for den handicappede og løberne.
Der grines meget, og alle hygger sig, og der sluttes altid af med kage. Der køres tit til løb i andre byer, hvor kørestolene skal fragtes, og derfor kunne foreningen godt bruge pengene fra ”Sammen kan vi mere”-prisen til at købe en trailer for.”

SGI fitness & motion
”Den første af priserne går til en forening fra 2009, som er startet som et forenings-fitnesscenter. Centret tilbyder alt indenfor fitness og har ca. 850 medlemmer og ca. 70-80 frivillige hjælpere og DGI-uddannede instruktører. For 3 år siden var der et medlem – Søren Kruse – som syntes, at der også skulle være udendørs løb som en del af foreningens tilbud. Det startede med ca. 20 løbere, og i dag er der omkring 200 med over 100 deltagere selv på en regnfuld efterårsaften. Til juleafslutning var 160 deltager ude at løbe 5-10 km med efterfølgende pølser og kage i det lokale forsamlingshus.
De er deltagere i alle aldre fra yngsteløberen på ca. 10 år til den ældste på omkring de 80. Alle kan deltage på sit eget niveau, men man bliver samtidig hjulpet og guidet til at blive bedre løbere, hvor det sociale dog kommer før præstationerne. Foreningen fortjener et stort skulderklap for den store indsats, som alle de frivillige gør for at bidrage til succesen.”

Brørup Bio
”Den sidste pris i aktionærkreds Sydjylland går til en lokal biograf, der størrelsen til trods er moderne og viser både de nyeste premierefilm, de gode klassikere og specialfilm. Biografen rummer 1 sal med 144 stole. Selv om biografen er digitaliseret, er der stadig pause i forestillingen som den gang, hvor der skulle skiftes spoler. I pausen kan man strække ben og nyde en kop kaffe i biografens café.

Biografen lægger også lokaler til Brørup Børnefilmklub og tilbyder derudover live-events blandt andet fra Det Kongelige Teater samt andre arrangementer.

Biografen drives som forening og er helt afhængig af en stor indsats fra frivillige, lokale ildsjæle. Den er med til at skabe sammenhold i byen og lokalområdet, og de frivillige ildsjæle, som sørger for, at biografen kan køre, har i den grad fortjent at få ”Sammen kan vi mere-prisen”.
…………………………………….

Aktionærrådsformand, Chresten Haugaard er godt tilfreds med årets vindere.