Efteruddannelsespris til Sport & Event Park Esbjerg

Mens snefnuggene danser ned fra himlen og ligger sig som et smukt hvidt tæppe, er humøret hos Sport & Event Park Esbjerg varmt som på en sommerdag.

Grunden til dette er, at VEU-center Vest i dag for 2. år i træk, uddeler en efteruddannelsespris. Prisen bliver givet for at hædre en virksomhed, der arbejder strategisk med voksen- og efteruddannelse.

– Valget faldt i år på SEPE (Sport & Event Park Esbjerg) fordi de netop er gået minutiøst til værks. De er startet fra bunden med basale færdigheder og er sidenhen gået i gang med kompetence afklaring ift. faglige og personlige kurser, fortæller Nikolai Lindberg Fock, der er kommunikation og markedsføringsmedarbejder ved VEU-center Vest.

Glade medarbejdere samles om det lange bord, hvor der er rundstykker og en flot kage lavet specielt til dagen.

Tina Grumsen, VEU-konsulent takker for det gode samarbejde.

– Stort tillykke. Det er velfortjent, smiler hun mens hun overrækker diplomet til Trine Kvarning, der er idrætschef ved Sport & Event Park Esbjerg.

– For os er det en yderst vigtig del af personaleplejen, at vi sørger for, at vores medarbejdere bliver efteruddannede, fortæller Trine.

Ved Sport & Event Park Esbjerg er man ikke bange for, at folk forsvinder i takt med, at de bliver dygtigere igennem efteruddannelser.

– Tingene ændrer sig hele tiden og vi skal kunne følge med. Vores vigtigste ressource er vores medarbejdere. Vi er en servicevirksomhed og derfor er det vigtigt, at vores kunder får den bedste oplevelse, afslutter hun mens kagen bliver skåret ud.

Som vinder af den lokale pris går Sport & Event Park Esbjerg også videre til en national konkurrence, hvor der bliver fundet en national vinder blandt 5 virksomheder. Dette foregår i København den 12. april i år.

DEL