Elefanter, superhelte og feer indtog Børne- og Ungeafdelingen på SVS!

Der var masser af kærlighed og kram i luften, da Ellie og Feen Fantastico holdte fastelavn på Børne- og Ungeafdelingen.

Som altid var Elefanten Ellie selvfølgelig med på traditionerne, da hun i mandags besøgte Sydvestjysk Sygehus Børne og ungeafdeling sammen med feen Fantastico.

Ellie havde nemlig været en tur forbi 7-kantens kostumeafdeling og klædt sig ud som Zorro, for superhelt skal man altså være, når man er en moderigtig elefant. Det festlige indslag bragte smilet frem hos mange af de unge patienter på SVS, og det var da bestemt heller ikke dårligt at Guldægget havde givet Ellie og Fantastico fastelavnsboller med til alle.

Elefanten Ellie der kommer fra den frivillige forening ”Hjertet På Rette Sted” fokuserer på at gøre livet lidt lettere for børn og unge, der af den ene eller anden årsag er indlagt.

-Vi elsker jo at kunne gøre en lille bitte forskel for de indlagte børn og unge, og Ellie fik også i år utrolige mange kram smiler en glad Lene Memborg, der i efteråret 2017 stiftede den lille forening.

”Hjertet På Rette Sted” har med sin store indsats for børn og unge i Esbjerg modtaget en indstilling til Frivilligprisen 2019, og er blandt de 5 nominerede der har mulighed for at modtage prisen når den uddeles på Fyn den 2. maj.

”Hjertet På Rette Sted” og bestyrelsen der består af Ledende overlæge på Børne- og Ungeafdelingen Christina Bjørn – Advokat Sabrina Dam – Direktør Lars Steen Nielsen – Illustrator og grafiker Arne Gundestrup – samt Iværksætter Lene Memborg, er begejstrede over nomineringen.

-Vi er da alle utrolige taknemmelige over nomineringen for det er da, helt klart et kæmpe skulderklap både til os og alle de firmaer og klubber der bakker vores arbejde op. Men det skønneste er nu stadig arbejdet inde på afdelingen, hvor vi kan se resultaterne og mærke den forskel vores arbejde reelt gør både for børnene, deres forældre og så sandelig også det super dygtige personale.

De andre 4 nominerede er

Vejviserne på Sygehus Sønderjylland.

Ungdommens Røde Kors, Odense

Bestyrelsen bag klovneforeningen Hospitalsklovne, Trekantsområdet.

Røde Kors Svendborg patientstøtter

Hovedprisen er 50.000 kr. til videre arbejde i foreningen, samt yderligere to priser på 10.000 kr. til samme formål.

Herfra ønsker vi ”Hjertet På Rette Sted” STORT tillykke med nomineringen og krydser fingre for at de kommer hjem fra Fyn med flere midler til at gøre livet lidt lettere for de indlagte på Børne- og Ungeafdelingen på SVS.