Endelig er alle roller besat i Varde Sommerspil 2019

Fra venstre ses Danielle Karlson, Cecillia Wessel Rasmussen, Rumle Juellund og Anna Maria Sjørup Pedersen. Foto: Ole F. Gudmundsen
Så er de sidste roller i Varde Sommerspil 2019, Annie Get Your Gun, endelig blevet besat.

 

– Det har været en udfordring at besætte rollerne i årets sommerspil, fortæller instruktør Carsten Friis.

– Også mere end det plejer. Dels har vi haft flere virkelig gode bud på hovedrollen som Annie, og samtidig har vi ledt med lys og lygte efter hendes modspiller, Frank. Det er nu alt sammen faldet på plads. Sidst men ikke mindst har sommerspillet ledt efter de tre børn, der skal spille Annies søskende. Det var derfor en utrolig lettelse, da det hele faldt på plads i weekenden. Fredag var der audition for særligt indkaldte børn og man fik sat de 3 børn sammen, der er en væsentlig del af fortællingen. Som Carsten Friis siger, så er det ikke kun et spørgsmål om at finde de bedste, men finde dem der passer sammen.

– Vi har nu arbejdet hele weekenden med børnene og fornemmer, at det er det helt rigtige valg, slutter Carsten Friis.

De tildelte roller:

Fra venstre på billedet ser man Danielle Karlson, Esbjerg, som spiller Annie.
Danielle er oprindelig fra Ølgod og har været med i sommerspil i både Ølgod og Varde mange gange.
Hun spillede sidste efterår Eliza i My Fair Lady i Vejle Musikteater og er i øjeblikket aktuel i Herning i forestillingen Evita.

Nummer to fra venstre er Cecillia Wessel Rasmussen fra Sig.
Cecillia går i 7. klasse. Hun går til teater i 7-kanten og har bl.a spillet Kammomilla i Folk og Røvere i Kardemomme by, som spillede i Smedeværkstedet ved juletid.

Nummer tre er Rumle Juellund på kun 8 år fra Janderup.
Rumle går i første klasse på Janderup skole, og har ikke den store teaterbaggrund selv, men hans storesøster Sarah-Sofie Juellund havde en af hovedrollerne i 7-kantens roste opsætning af Chicago i Musikhus Esbjerg i februar.

Sidst er Anna Maria Sjørup Pedersen fra Hjerting.
Anna Maria spillede lille Fiona i Varde Sommerspil 2015, Shrek the Musical og synger til daglig i konservatoriets pigekor i Esbjerg.

Annie Get Your Gun har premiere d. 27. Juni og spiller til og med d. 13. juli. Billetter og oversigt over forestillinger: https://7-kanten.dk/program/