Forskellige nationaliteter julehyggede i mentornetværk

Shaymaa Jasim A Al-Shuwaili har taget de danske traditioner til sig. Det er en del af integrationen, mener hun. Sønnen Sajjad på ni år er også vild med julen, og nåede både at lave en flot juledekoration og en adventskrans. Fotos: Fjodor Pedersen.

Der var ingen diskussioner om vinter- eller juleboller på programmet, da Mentornetværk Esbjerg/Varde sagde tak for i år til frivillige og deltagende.

Efter de traditionelle foreskrifter skal julen helst samle folk – ikke splitte. Sådan var det også hos Mentornetværket i Exnersgade 4, da de bød på aktiviteter for børnene og julehygge for de voksne på tværs af alverdens etniciteter.

Endnu et år i netværket er ved at være gået, og selvom foreningen løbende har udvidet sine tilbud, er det stadigvæk mentorskaberne, der er et af de helt store omdrejningspunkter i foreningen Mentornetværk Esbjerg/Varde.

I al sin enkelthed går det ud på at nydanskere (kaldet mentees) bliver tilknyttet en mentor. De bliver parret alt efter interesser og behov. En af dem er den litteratur- og historieinteresserede Ebbe Salomonsen, som er pensioneret smed, har en uddannelse som fritidspædagog, er tidligere lokalforeningsaktiv og i øvrigt ivrig amatørfotograf. Han blev forsøgt hvervet af netværket for små to år siden oppe på Torvet, og sagde egentligt oprindeligt nej.

– Men så henvendte jeg mig til dem for godt et år siden, og sagde, at jeg havde visse ønsker og krav til en eventuel mentee. Jeg ville jo også selv gerne have noget ud af at gå ind i det, og på den måde få udvidet min egen horisont lidt, fortæller han.

Som sagt, så gjort. I dag er Ebbe Salomonsen mentor for en 24-årig kroat, Matea, der er kommet til Esbjerg for to et halvt år siden for at studere på Syddansk Universitet. Og de to har masser at tale om.

– I det her tilfælde er det ikke noget med, at jeg skal hjælpe med at oversætte breve fra kommunen og den slags. Vi har faglige snakke og historiske diskussioner; det er i hvert fald det, der er vores udgangspunkt. For tiden koncentrerer vi os om dansk forståelse og læser dansk litteratur. Vi begyndte med Saxo, og har siden bevæget os fremad, fortæller han.

Shaymaa smed tørklædet og mangler kun én eksamen i dansk

En af nydanskerne, som er mentee i netværket, er Shaymaa Jasim A Al-Shuwaili, som kom til Danmark fra Irak sammen med sin mand og tre drenge. Hun fik sin opholdstilladelse sidste år efter at have boet på asylcenter i to år.

– Man kan desværre ikke få lov til at gå i gang med at gå på sprogskole og lære dansk, så længe man sidder på et asylcenter, men nu mangler jeg kun den sidste eksamen i det sidste modul, fortæller en stolt Shaymaa Al-Shuwaili på let forståeligt dansk.

Den største barriere for forståelsen er de mange livlige børn i lokalet og snik-snakken rundt om bordene, hvor der trilles konfekt og laves juledekorationer i stor stil.

Shaymaa Al-Shuwaili er siden ankomsten til Danmark blevet skilt fra sin mand, da de ikke var helt enige om at tage de danske værdier til sig. Blandt andet besluttede hun sig hurtigt for at smide tørklædet – og hun giver også hånd, når hun siger goddag og farvel.

– Jeg kan godt lide at være social og hygge ligesom danskerne. Jeg gør, hvad jeg kan for at blive integreret i det danske samfund, synes jeg. Vi holder ikke jul i Irak, men det gør man her, og så gør vi også, fastslår Shaymaa Al-Shuwaili, som er blevet kærester med en englænder, der qva sit arbejde har boet i Danmark i 19 år.

Der er i alt cirka 70 mentorskaber i netværket, og også gang i mange andre aktiviteter. Blandt andet et madlavningshold, hvor madkultur udveksles, en debatcafé for hertilkomne samt et demokratiprojekt, hvor nydanskere indgår som mentees i foreningsbestyrelser for på den måde at lære om det danske demokrati.

Naturligvis var der også pakkeleg på programmet.

DEL