Generationer spiller sammen på scenen i Varde

Ingelise Knutzon (Politimester Bastian) på scenen med barnebarnet Elvira (Slagteren).

Der er gang i den, når man træder indenfor i Smedeværkstedet i Varde, hvor godt 20 børn og voksne lige nu øver til 7-kantens julespil, der har premiere lørdag den 1. december 2018 kl. 16.00. Det der er specielt for juleforestillingen i år, er det store aldersspænd i spillerne – og der er flere generationer med, hvor bedsteforældre og forældre spiller sammen med deres børn og børnebørn.

Nu er det børnebørnenes tur
Ingelise Knutzon fra Esbjerg, der til dagligt er lærer på Bakkeskolen, spiller politimester Bastian, og har sine to børnebørn med på scenen; Elvira Egholm, 9 år, der spiller slagter, og Elviras fætter Ziggy, 10 år, der spiller den farlige løve, der dog viser sig at være ganske godmodig.
Ingelise har spillet amatørteater i rigtig mange år hos forskellige teatergrupper, blandt andet har hun været med i mange egnsspil hos Esbjergspillene, spillet hos Børne- og ungdomsteatret i Esbjerg, hvor hun var tante Sofie i Folk og røvere i Kardemommeby, og mange andre forestillinger er det blevet til. Hun boede en årrække i København, hvor hun spillede på Frederiks Teater.
Gennem årene har Ingelise spillet sammen med sine egne døtre, Elvira og Ziggys mødre, men nu er det børnebørnenes tur.
Det er en rigtig teaterfamilie, hvor børnene, ud over teater, spiller på forskellige instrumenter, danser, synger og har et herligt humør, og fjoller omkring sammen med de andre børn i stykket, når de ikke lige er på scenen.

Mor og datter er scenevante
En anden der har familie med på scenen, er Rikke Antonsen fra Oksbøl, der spiller sammen med sin datter, Nikoline Hendriksen, 11 år.
De to har spillet sammen i mange forestillinger, og det nyder de rigtigt.
–  Det er en rigtig god måde at være sammen på, siger de. I årets juleforestilling spiller Rikke Antonsen Barber Sørensen, der forsøger at få de tre røvere til at se lidt godt ud, trods de er ikke vandt til at vaske sig, og slet ikke at få håret klippet. Nikoline har to roller, nemlig som æselføreren Silius og som papegøjen fra Amerika, hvor hun solo synger papegøjens sang flot.
Nikoline går til dagligt på 7-kantens Mellemhold, og så går hun til sang og gymnastik. Hun har spillet teater i flere år, og har prøvet lidt af hvert på scenen. Bl.a. skulle hun i en forestilling da hun var otte år gå baglæns på scenen og trådte ved et uheld ud over scenekanten.
Udover at være med på scenen, er Rikke Antonsen desuden instruktør på 7-kantens Microhold, som er for børn i alderen tre – fem år.
Der er liv og glade dage på prøverne til Folk og Røvere i Kardemomme By, og holdet glæder sig til endelig at slå dørene op til en fantastisk forestilling, når showet har premiere på lørdag. Der er allerede solgt 820 billetter i skrivende stund, og der er 1350 billetter til salg i det hele. Billetter kan købes via 7-kantens hjemmeside.

Billetter og oversigt over forestillinger: https://bit.ly/ 2F8bL5v

DEL