Grejbase i Vognsbølparken er nu en realitet.

Fire skabe fyldt med udstyr til leg og aktivitet står nu klar til brug ved Vognsbølparken i Esbjerg. Indholdet består af mange forskellige ting, så der er noget for enhver smag, uanset om man er børnefamilie, motionsløber eller dyrker fitness. Desuden er der et par skabe til opbevaring af tøj, telefoner og lignende.

Det er gratis at låne udstyret og opbevare sit tøj m.v., mens man bruger udstyret. For at få adgang til indholdet i skabene kræver det kun, at man indtaster sit cpr-nummer i det digitale låsesystem, som sidder på et af skabene.

Grejbasen er blevet til som et led i at få flere til at bevæge sig og være aktive. Esbjerg er en Bevæg dig for livet-kommune, som sammen med Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger og Danmarks Idrætsforbund arbejder målrettet på at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Et konkret mål er, at 75 procent af danskerne i 2025 skal dyrke idræt.

“I Esbjerg Kommune vil vi gerne have flest mulige borgere i alle livsfaser til at være fysisk aktive. Vi laver løbende nye indsatser, som skal gøre det let at være fysisk aktiv, og grejbasen er en af dem. Jeg håber, at rigtigt mange vil gøre brug af basen. Hvis grejbasen bliver en succes målt i antal brugere, kan der på sigt blive tale om at opstille flere grejbaser rundt omkring i kommunen”, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Her finder du grejbasen

De fire skabe med udstyr til aktivitet er placeret på parkeringspladsen på Gl. Vardevej 85, lige over for Blue Water Arena.

Basen indeholder blandt andet:

Håndvægte i forskellige vægte

Fingertræner

Fitness tube

Elastikbånd

Aero-step

Keglesæt med 26 bogstaver

Kettlebells i forskellige vægte

Bolde til dødbold og høvdingebold

Gribe- og kastespil

Gåkugler med snor

Gymnastikbolde

Fodbold

Balancekurve og -skinner

Vikingespil

Svingtov

Sjippetov med tæller

Balancevippe-skål

Sanseskiver

Tal Kubb-spil

Boldpumpe

Rekvisitter til rundbold: boldtræ, markeringskegler, bats og bolde