Heste lyver ikke

En hest er et følsomt dyr. Den kan mærke hvordan du har det, og den møder dig lige dér, hvor du er.
Dét ved Anne-Sophie Nielsen og hendes mor Mai-Brit Nielsen, der er indehavere af Hestekraften.

– Vi tilbyder hesteterapi, hvor vi bruger hesten, dens energier og rektioner til at arbejde med følelser, fortæller Mai-Brit, der er uddannet psykoterapeut.
Hun har bygget på sin uddannelse med hesteterapi og været på kurser i USA.

Anne-Sophie har en mentoruddannelse og starter på hestemassøruddannelsen her til Maj. Begge kvinder har altid haft heste i deres liv.

Det hele startede med, at Mai-Brits far fik kræft. Han engagerede sig i den lokale kræftforening, hvor de havde fået en sum penge til at lave aktiviteter for kræftramte børn.

– Jeg spurgte ham, om vi skulle lave et forløb med heste, og så rullede bolden derfra. Jeg snakkede med Anne-Sophie om det, og hun var med på ideen, fortæller Mai-Britt.

Ideen og konceptet udviklede sig og mor og datter lavede Hestekraften og har et samarbejde med to lokale kræftforeninger i Tønder og Varde.

Man behøver ikke have kendskab til heste inden, man kommer til hesteterapi.
– Så starter vi bare stille og roligt ud med at strigle eller gå en tur med hesten, smiler Anne-Sophie.

Tager udgangspunkt i den enkelte

Det er ikke kun de, der har kræft, der kan få glæde af terapien. Det er også pårørende og de, der er blevet erklæret raske efter et kræftforløb, det er ryttere, stressramte osv.

– Vi havde en pige, der havde haft kræft som helt lille. Hun kunne ikke huske forløbet, men det sad i hendes krop. Hun manglede simpelthen selvtillid og troen på, at selvom hendes helt tidlige barndom ikke var som andres, så var hun god nok, fortæller Anne-Sophie. Ved hjælp af visualiseringsøvelser og at se på, hvordan hesten reagerede, fik de opbygget pigens selvtillid.

– Inden hver terapi skal folk vælge en speciel sten hvor, der er malet en følelse på. Når vi så er færdige, kan folk vælge at bytte stenen ud med en anden følelse. Det gør de ofte og så kan de tage den sten og følelse med hjem, forklarer Mai-Brit.

Det er ikke givet hvad der skal tales om inden en terapi, går i gang.
– Vi kan sagtens have en ide om det, men folk kan jo have oplevet noget i tiden imellem terapierne, som fylder meget, så tager vi udgangspunkt i det. Det kan være alt fra et svar fra sygehuset, til en episode på arbejdet. Vi tager udgangspunkt i den enkelte, siger Mai-Brit.

Anne-Sophie guider en meditation.

Ser hestens reaktioner

Mai-Brit og Anne-Sophie bruger blandt andet meditation i terapien.
– Vi beder folk ligge deres hænder på hesten. Så ser vi på de reaktioner, der kommer fra hesten, når den mærker de følelser og energier, der bliver sendt ud. Det er en god måde at få åbnet op for de svære og tunge følelser. For en hest er helt umiddelbar og dens reaktioner lyver ikke, siger Mai-Brit og Anne-Sophie fortsætter:
– Det kan være svært at anerkende visse følelser. Så er det en stor hjælp at have hestens reaktion med. For selvindsigt kan være følelsesmæssigt hårdt.

– Man snakker helt anderledes når man står og nusser om hesten, rider eller går en tur med den. Man går ned i kroppen og finder en helt anden ro, fortæller hun.

Når de arbejder på ridebanen, er det ofte med at visualisere tanker og følelser. Hvordan man kommer fra den tunge del til dér, hvor man har det godt. Hvilke redskaber skal der til og som man kan bruge fremadrettet.

Men det er ikke nemt at finde steder, hvor man har roen til sådan et arbejde.

– Vi vil rigtig gerne i gang her i Esbjerg, men det skal være et sted, hvor vi har mulighed for at lukke en halv ridebane af. Og så er det vigtigt, at der er ro til at snakke. Vores terapi ligger typisk om formiddagen, siger Mai-Brit og fortsætter:
– Så hvis nogen har sådan et sted vi må være, så vil vi meget gerne høre fra dem, afslutter hun.

FAKTA:

Hestekraften tilbyder også mentorforløb til ryttere.

Du behøver ikke have erfaring med heste for at få et terapiforløb.

Hestekraften tilbyder hesteassisteret terapi for alle.

Læs mere om Hestekraften her.

DEL