Karrieremesse er blevet fordoblet

Torsdag eftermiddag bød Business Esbjerg for femte år i træk indenfor i Blue Water Dokken til karrieremesse. Messen bød på både nye tiltag og rekordmange deltagere.

Samtidig med at Siemens, Aller og Salling Group rundt omkring i landet varslede massefyringer, havde lokale virksomheder med brug for arbejdskraft og kandidater i form af jobsøgende og studerende sat hinanden stævne i Esbjerg.

1.231 deltagere og 59 virksomheder havde på forhånd meldt sig til, og dermed er Karrieremessen mere end fordoblet siden den første af slagsen i 2015. En god procentdel af de deltagende kom endda rejsende i busser fra blandt andet Aarhus og Fredericia for at se på jobmuligheder i Danmarks Energimetropol.

Og ifølge arrangøreren, Business Esbjerg, har det vist sig at være en god idé, at arbejdsgivere og -tagere kan sætte hinanden stævne, og få sat ansigt på hinanden inden en egentlig rekrutteringsproces går i gang. Egne tal viser nemlig, at hele 55 procent af de deltagende virksomheder ved den tilsvarende messe i 2017 endte med at rekruttere en af de kandidater, som de havde mødt netop her.

– Vi må konstatere, at det på alle måder har været et succesfuldt tiltag, som er blevet taget rigtigt godt imod, så hvert år har vi forsøgt at bygge endnu mere på, og gøre det hele endnu lettere tilgængeligt og attraktivt at deltage, fortæller erhvervskonsulent Randi Høxbro, Business Esbjerg, som heller ikke kan skjule sin begejstring for, at nogle af de kandidater, som et af de foregående år har stået med en ansøgning i hånden, i dag står som repræsentanter for den virksomhed, de søgte job hos.

Udover studerende fra videregående uddannelser og jobsøgende var også elever fra ungdomsuddannelserne blevet inviteret.

– Og det her er en rigtig god mulighed for at vise paletten af muligheder frem over for dem, som overvejer at tage en videregående uddannelse her i byen. Det kan godt være, at vi har overvejende mange virksomheder, hvis kernebranche taler mest til eksempelvis ingeniørerne, men de virksomheder har jo også afdelinger med jobs til kommende grafikere, kommunikationsuddannede, og alle mulige andre uddannelsesretninger, påpeger Randi Høxbro.

 

Fra Vestsjælland til Vestjylland

Diverse foredrag om jobsøgning, gratis foto til sin ansøgning og cv-tjek var blandt tilløbsstykkerne på messen, som dog først og fremmest handler om at kigge efter jobmuligheder.

En af de besøgende på karrieremessen var Stina Balshøj, som læser virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet i Odense. Hun er netop nu i studiepraktik hos Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) i Ulfborg, og skal herefter tilbage til uni for at skrive sit afsluttende speciale.

– Jeg er lige næsten lige flyttet til Esbjerg, fordi min kæreste har fået job her, så jeg synes, at et arrangement som dette er en super idé. Ikke fordi, jeg står og skal søge job her og nu, men for at danne lidt netværk, snuse lidt til det hele, og få en idé om, hvor man måske kan henvende sig til næste år. Og sådan lidt udenfor kategori, så fik jeg også lige et par tips til, hvor man kan spille pigefodbold her i byen, fortæller Stina Balshøj.

Oprindeligt kommer hun fra Slagelse, og har generelt fået et godt indtryk af Esbjerg som en hyggelig by – om end noget større end den vestsjællandske by, hvor hun kommer fra. Og så er der især én ting, der tiltaler hende.

– Jeg er generelt glad for sport, og det er ret unikt at Esbjerg er repræsenteret på højeste niveau i både fodbold, ishockey og håndbold. Så det synes jeg, er fedt. Jeg har også hørt, at svømmestadion skulle være Danmarks største, så det må jeg også hellere få oplevet en dag, fortæller Stina Balshøj, som i fremtiden ser sig selv arbejde med kommunikation inden for sport- eller event-branchen på en eller anden facon.

 

Iværksætterfirmaer på plakaten

Et af årets nye tiltag var deltagelse af otte såkaldte start-ups. Blandt iværksættervirksomhederne deltog blandt andre Streetfood Esbjerg, Lønforsikring.nu samt to virksomheder, der baserer sig på deleøkonomi; FlowRobe og ShareOne.

FlowRobe er ved at udvikle en Tinder-lignende app, hvor brugerne på den – for nogen – så velkendte swipe-manér har mulighed for at købe second hand-tøj, eller måske sælge ud af deres egen bugnende garderobe. ShareOne er en platform, hvor man har mulighed for enten at udleje eller leje alt imellem himmel og jord – lige fra boremaskiner og vinglas til campingvogne og højtalere. Sådan lidt a la GoMore eller AirBnB.

– Vi er her af to årsager. Den åbenlyse er at skabe opmærksomhed på vores eksistens et sted som dette, hvor mange mennesker er samlet. Hvor mange ved, at der i Esbjerg findes en virksomhed som denne, der baserer sig på deleøkonomi, spørger Jakob Øgendahl Larsen, der ugentligt bruger knapt 40 timer på ShareOne ved siden af sit fuldtidsarbejde som bankmand.

Han er glad for at have fået invitationen fra Business Esbjerg, selvom han ikke som sådan er på udkig efter arbejdskraft.

– Men vi er bestemt også lydhøre, hvis vi skulle falde i snak med den helt rigtige kandidat, som kan være med til at sparke vores virksomhed i den rigtige retning, siger han.

At man ikke skal kimse af nyopstartede virksomheder bevidner tal fra Aarhus, som siger, at såkaldte start-ups på få år har genereret 8.500 fuldtidsstillinger i den østjyske kommune.

 

Fakta:

Business Esbjerg hed tidligere Esbjerg Erhvervsudvikling, og har til formål at fremme Esbjerg som erhvervs- og studiekommune.

DEL