Kunstnerspirrer inviterer indenfor i Kongensgade fredag

Elever fra Esbjerg Kulturskole afholder fernisering fredag klokken 17 i lokalet på hjørnet af Kongensgade og Kronprinsensgade, hvor Josefine tidligere havde til huse.

Billedkunstnerisk og Tværkunsterisk Grundkursus Esbjerg (BGK & TværGK) byder på en aften fuld af begivenheder i deres fælles kunstrum ‘Josefine’.

Det hele begynder klokken 17.00, og der er åbent for enhver med interesse for den spirende kunst i Esbjerg. Med en række forskellige indslag, der stikker i mange kunstneriske retninger, er der altså lagt op til noget af en oplevelse.

Højdepunkterne er:
-Fernisering af BGK/TværGK udstillingen ’10 timer i Frankfurt Lufthavn’, med værker skabt i forbindelse med en studierejse til Venedig, hvor hjemturen indebar en ti-timers mellemlanding i Frankfurt.

-Fernisering 2.0 af Lydkunsteren Hans Peter Stubbe Tejlbjærgs elektroniske lydværk ‘MontanaMix’.

-Marked, hvor der åbnes for værk-arkiverne, og sælges ting og sager, som eleverne har skabt. Her er der mulighed for at få fingre i både helt nye og ældre værker. Alt lige fra grafik til skulptur.

Udover alle de sanselige indtryk lokker arrangørerne også med lidt godt til halsen og ganen.

Kunstrummet Josefine administreres af de unge selv, og danner et frirum for elever fra de fire grundkurser på kulturskolen. De indbyder dog til, at alle og enhver kan få lov til at komme og bidrage.

Grundkurserne repræsenterer de fire kunstarter på Esbjerg Kulturskole: BGK; Billedkunstnerisk grundkursus, MGK; Musikalsk grundkursus, TGK; Teater grundkursus og TværGK; Tværkunstnerisk grundkursus.

Tøjforretningen Josefine findes i øvrigt endnu – bare lidt længere oppe ad Kongensgade.

DEL