Musikhuset Esbjergs ansætter erfaren kommerciel chef med stort lokalt netværk

Dina Reffstrup er ny kommerciel chef i Musikhuset Esbjerg, hvor hun får ansvar for at tiltrække flere samarbejdspartnere samt møder og konferencer til landsdelens største kulturhus

For Musikhuset Esbjerg er husets samarbejdspartnere og de møder og konferencer, der bliver afholdt i huset, helt afgørende for, hvor store og spektakulære kulturarrangementer, Musikhuset har mulighed for at præsentere for publikum.

Det er baggrunden for, at Musikhuset Esbjerg nu ansætter en kommerciel chef, der får til opgave at skaffe yderligere samarbejdspartnere til Musikhuset Esbjerg samt at udbrede kendskabet til Musikhuset Esbjerg som møde- og konferencehus.

I et stærkt felt af ansøgere er valget faldet på 47-årige Dina Reffstrup.

– Dina har lige det, vi leder efter. Hun har en stærk kommerciel profil, og så har hun et stort og godt netværk i Esbjerg og resten af lokalområdet qua sin tidligere stillinger. Derfor er jeg overbevist om, at hun er den rette til at sikre, at vi får flere virksomheder til at bakke om Musikhuset, så vi kan lave endnu flere store arrangementer, siger Torben Seldrup, direktør i Musikhuset Esbjerg.

Dina Reffstrup har en fortid som kommerciel chef i Jysk Fynske Medier, salgschef i Syddanske Medier og direktør for Team Esbjerg, og hun ser frem til at bruge alle sine erfaringer og kompetencer til at skabe opmærksomhed om Musikhuset.

– Jeg glæder mig til at blive en del af det kulturelle fyrtårn, som Musikhuset Esbjerg er. Det er en rigtig spændende virksomhed, og jeg ser virkelig frem til at komme ud og fortælle mit netværk om alle de ting, Musikhuset har at tilbyde, siger Dina Reffstrup.

Udover at få flere sponsorere til at støtte Musikhuset Esbjerg, bliver det også Dina Reffstrups opgave at udbrede kendskabet til Musikhuset Esbjerg som møde- og konferencehus. Musikhuset Esbjerg har nemlig nogle af de mest alsidige og enestående møde- og konferencelokaler i regionen, et hold af dygtige teknikere og eksperter inden for lyd og lys og snart 25 års erfaring i at afvikle arrangementer.

– Rammerne i Musikhuset er fantastiske, og man får noget, der er unikt, når man holder sit arrangement her. Og med Jacob Møller Justesen som køkkenchef er man ovenikøbet garanteret at spise godt samtidig, siger Dina Reffstrup.

Dina Reffstrup, der danner par med Kenneth og er bosat i Esbjerg, tiltræder stillingen som kommerciel chef i Musikhuset Esbjerg den 16. august.

DEL