Ny app til psykisk syge unge.

Den psykiatriske afdeling i Esbjerg, såkaldt Spangsbjerg, ligger på Gl. Vardevej 101.

At have en psykisk lidelse som følgesvend i sin hverdag, kan være en stor udfordring for mange unge. Børne- og ungdomspsykatrien i Region Syddanmark har derfor i samarbejde med VELUX FONDEN og psykisk syge unge, udarbejdet en app, der skal lette hverdagen for de børn og unge der dagligt kæmper med deres psyke.

“Mit Sygehus”  indeholder blandt andet opmuntrende citater, målsætningsværktøjer og en vidensbase fyldt med alt fra information om psykisk sygdom til personlige historier og oplevelser fra andre brugere.

– Det er vigtigt for os, at appen har et indhold, der kan give de unge interesse for at tage et aktivt ansvar i egen behandling. Det har vi forsøgt at sikre gennem dette projekt. Her tror jeg en vigtig faktor har været, at de unge selv har haft mulighed for at være aktive i udviklingen af indholdet, siger oversygeplejerske hos Børne- og Ungdomspsykiatri Odense,  Lene Granhøj.

Appen er testet grundigt hele vejen igennem, og både personale og testpersoner vurderer at den kan være et godt supplement i forhold til behandling af den syge.

– Det har været utroligt givende at hjælpe til med at udvikle noget, der kan gøre en forskel i psykiatrien. Under min egen behandling manglede jeg virkelig et værktøj som dette, der kunne skabe lidt samling og struktur på behandlingen, siger Laura Schmidt, som tidligere har været tilknyttet børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark og har bidraget både som medudvikler og som testperson under projektet.