Ny frokostrestaurant i Nørregade

Peter Højen og Charlotte Damberg har overtaget forpagtningen af caféen på Hovedbiblioteket. Indretningen er blevet mere rustik og hyggelig som på enhver anden frokostrestaurant. Foto: Fjodor Pedersen.

Nørre19 er navnet på Esbjergs nye frokostrestaurant, som ligger i Nørregade 19. Altså på Hovedbiblioteket.

Pariserbøf, smørrebrød, stjerneskud, fiskefilet, burger, nachos og pommes.

Det lyder som god, traditionel cafémad, og så kan du endda skylle ned med en specialøl, hvis du har lyst.

Nørre19 er Esbjergs nye frokostrestaurant, drevet af Peter Højen og Charlotte Damberg. Det er blot otte uger siden, de ved et tilfælde opdagede, at caféen manglede en forpagter, og i mandags kunne de så åbne efter endt ombygning og etablering.

– Vi har haft travlt. Det er i hvert fald ikke mange timers søvn, det er blevet til, konstaterer det unge par, som også har et andet stort projekt kørende. De blev nemlig forældre for lige knapt et år siden, hvilket traditionelt har det med at koste lidt nattesøvn.

– Men timingen i forhold til at åbne caféen var bare rigtig nu. Hvem ved, om chancen stadigvæk ville være der om et halvt år, spørger Peter Højen, 33, hypotetisk.

Han mangler seks ugers skoleforløb, før han kan kalde sig kok, men de skal bare tages inden for fem år, så det går nok. Det var vigtigere at gribe den her chance.

– Peters andet hovedforløb var færdigt den 1. november, hvor min barsel sluttede, og Asfred så skulle begynde i dagpleje. Så det flaskede sig lige netop, fortæller Charlotte Damberg, 25, som inden sin barsel har været restaurantchef hos Flammen i Esbjerg, og tidligere på Holms Fiskerestaurant på Rømø.

Nørre19 har åbent fra 9.00-15.30 mandag til fredag, hvor man udover frokostretterne også har brunch og børnemenuer på kortet.

Med tiden satser Nørre19 på at levere mad til omkringliggende virksomheder, ligesom det allerede nu er muligt at bestille forplejning, hvis man holder møder og andre arrangementer i bibliotekets lokaler. Også udenfor normal åbningstid.

DEL