OH ak & ve: Fra kontaktbog til aula

DA JEG VAR BARN…. fik vi en lille orange kontaktbog, da vi startede i skolen. Den lå i sådan et lille fint plastikomslag, og jeg kan huske, at læreren sagde, at vi skulle passe godt på den her bog. Fru Barrett, som min allerbedste klasselærer hed, skrev kun i kontaktbøgerne, hvis det var virkelig nødvendigt.

Hvis vi ikke havde øvet vores staveord, så skulle vi skrive det ord, vi ikke kunne stave til, 10 gange i et kladdehæfte til dagen efter. Og det gjorde vi. Helt uden at vores forældre blev inddraget i det. Helt uden at det blev skrevet i nogen kontaktbog. MEN. Hvis vi var syge, skulle forældre skrive i kontaktbogen, hvorfor vi ikke havde været i skole. Det var vist det, bogen blev brugt mest til.

Når der var skole-hjem-samtaler, som dengang hed forældresamtaler, fik vi en seddel med hjem om dato og tidspunkt. Og kunne forældrene ikke komme på dette tidspunkt, måtte de indbyrdes bytte. Men det gjorde man ikke. Man fik det til at passe! Det samme gjaldt i øvrigt forældremøder.

Den lille orange kontaktbog lå i min taske i mange år, men jeg synes at kunne huske, den gled lidt ud op i 7. klasse. Her havde læreren tillid til, at vi kunne fortælle hjemme, hvis der var noget vigtigt. Og var vi syge, havde vi en seddel med, når vi kom i skole igen. Jeg husker ikke, at mine forældre nogensinde har ringet til mine lærere. Eller at de kom på skolen – med mindre der var forældremøde eller koncert eller teater, jeg deltog i. Sådan var det. Dengang. (Jeg er i øvrigt heller ALDRIG blevet kørt i skole)

Jeg har ikke længere børn i folkeskolen, men jeg nåede at opleve forældreintra. Det var frygteligt. Jeg fik ikke tjekket så ofte, jeg burde, og somme tider glemte jeg at tilmelde mig en samtale. Og så kom pigerne hjem og skældte mig ud over det, og det fik mig jo til tasterne. Og ja, jeg er klar over, at det var for dårligt. Men jeg havde det altså bare sådan, at inden man loggede på intra, var det med et stort suk.

Der lå måske 3 beskeder, der vedrørte mine børn – om udflugt og “husk madpakke” eller “husk julekoncert næste uge” eller lignende. Og så lå der en kæmpe stak af nonsens, der intet havde med mine unger at gøre. Og som jeg simpelthen ikke orkede at være en del af. Og det blev vist kun værre.

Det kan godt være, aula (som jeg aldrig satte mig ind i, fordi da var min yngste så gammel, at hun formidlede det, der var vigtigt, derhjemme) har sine gode sider. Det er jo nemt at smække en besked afsted på den måde. Og det er en hurtig måde at fange en lærer osv. osv. Men måske er det FOR nemt. Måske afstedkommer denne digitale platform ALT for meget (unødvendig) kommunikation – der i sidste ende er til stor gene for alle. Ikke mindst lærerne.

Jeg ved ikke… måske er det fordi jeg kom til at se det her klip på Anders Hemmingsen på Insta (har I ikke set det, så gør det) hvor en far forsøger at melde sin søn syg over aula, og det går da helt aldeles galt for ham i det her forum… Det er rigtig skægt, men også taget ud af den digitale virkelighed.

Kommunikation er godt – meget kommunikation kan være meget godt, men for meget kan være opslidende tidsspilde. Og det gælder faktisk ikke kun på aula, men det er jo en anden historie…

DEL