På job med: Folkeskolelæreren

Følg med i artikelserien ’På job med…’ når GoEsbjerg.dk følger helt almindelige mennesker på byens arbejdspladser. Denne fredag er vi med en folkeskolelærer.

Det er den sidste vinterdag i år, i hvert fald ifølge kalenderen. Og det må man sige, at vejret udnytter, for sneen daler lige så fint ned og ligger som et blødt og meget indbydende tæppe i skolegården på Fourfeldtskolen Bohr.

Klokken 07:50 står Birgitte Lindberg Henriksen klar i klasselokalet.
– Vi skal være i vores klasser 10 minutter inden ringetid, fortæller hun. På den måde får både elever og lærere en rolig start på morgenen.

Birgitte har, siden hun selv gik i skole, haft drømmen om at være lærer.
– Jeg sagde til min lærer, at jeg gerne selv ville være lærer, men hun syntes, at jeg skulle blive noget andet. Noget med flere penge i, fortæller Birgitte.
Så hun begyndte at læse til markedsføringsøkonom. Men lærerdrømmen lå og lurede i baghovedet. Den ville bare ikke slippe.
– Da jeg så ikke kunne få en elevplads på studiet, blev jeg enig med min kæreste om, at jeg skulle starte på lærerseminariet, smiler hun.
Og dét valg viste sig at være det helt rigtige.
– Jeg har ikke fortrudt mit valg en eneste gang i mine snart 12 år i faget, siger hun, mens hun klæder sig varmt på, for det er nødvendigt, når man en kold dag som i dag har tjansen som gårdvagt.

– Eleverne her på skolen er rigtig søde og nemme og snakke med. Det er helt klart en fordel en dag som i dag, hvor der er sne, siger hun mens hun holder et skarpt øje med ét bestemt område i skolegården.
– De må have snekamp i det her område, forklarer hun og peger på en boldbane og fortsætter:
– Når man opholder sig dér, så er det tilladt at give sne. Selvfølgelig uden det bliver for voldsomt.

Og lidt voldsomt bliver det pludseligt, men gårdvagterne får hurtigt dysset det ned og forklarer reglerne til dem, der lige måtte have glemt dem i kampens hede. Et par snebolde suser forbi gårdvagternes hoveder og et par af de større drenge står lidt væk og griner. De får en kærlig reprimande og lukser hurtigt ned på boldbanen igen.

Klokken ringer og det er tid til at komme ind i varmen igen. Birgitte skal have engelsk med en 8. klasse. Birgitte har primært undervisning i udskolingen dvs. 7., 8. og 9. klasserne.

Timen står i eventyrernes tegn. Alle elever er delt op i grupper og hver gruppe har forberedt en genfortælling af et eventyr.
– Alle lukker computerne og følger med, starter hun.

Birgitte giver dem god, konstruktiv kritik med og de får masser af ros. For det er altså en lille smule grænseoverskridende at stå der foran alle og fremlægge på engelsk.
Næste uges lektier bliver givet og det er ved at være tid til de sidste timer.

– Nu gælder det dansk i den 7. klasse, som jeg er klasselærer for, siger Birgitte.
Mens hun går mod det næste klasselokale, fortæller Birgitte, at hun har været et år væk fra folkeskolen for at prøve livet som lærer på HG på Rybners.
– Det er så dejligt, at de her på skolen har været så rummelige, at jeg fik lov til at udnytte sådan en chance, siger hun og fortsætter:
– Det er en rummelig skole. Jeg har fast undervisning til kl. 15 hver dag. Én fast dag i ugen er vi her alle til kl. 17. Men ellers er der stor flexibilitet med hensyn til forberedelse. Det er en stor fordel at kunne forberede sig hjemme, især når man har små børn.
Birgitte og hendes mand har 3 børn, der alle går i indskolingen på en skole nær deres bopæl.

Klokken ringer ind igen og alle eleverne lægger deres mobiler i deres eget rum i mobilhylden.
– Min far har lavet den til mig. Den er genial. Så er det nemt at overskue, hvem der har husket at aflevere deres mobiler, smiler hun og kigger så ud på klassen:
– Hvem har ikke lavet grammatiklektier til i dag, spørger hun. Et par fingre kommer forsigtigt op og navnene bliver noteret. Så gennemgås dagens grammatiklektier.
Resten af dansktimen går med at snakke om folkeviser og deres betydning. En folkevise bliver analyseret og mens eleverne skiftes til at læse højt og oversætte de gamle danske ord, opmuntrer, korrigerer og roser Birgitte dem.

Man kan virkelig mærke, at hun er passioneret omkring sit lærerjob og sine elever.
– Jeg har stor fokus på fagligheden, for min erfaring siger mig, at så kommer det sociale også godt afsted, fortæller hun.
Men selvfølgelig skal det sociale også støttes og det bliver det ved, at eleverne skifter pladser hver 14. dag.
– Og så er det altså vigtigt at være positiv i sit arbejde med de unge, siger hun og fortsætter:
– Det er en rigtig god klasse den her.

Klokken ringer og en lang skoledag er slut for eleverne. For Birgitte venter der et par timers forberedelse, inden arbejdsdagen kan rundes af.

DEL