Peter og Krigens historie

Peter Langwithz Smith Foto: Yeliz Akdogan

I den lille hyggelige stue, i lejligheden på Jyllandsgade kæmper unikke billeder og bogreoler om pladsen. Række på række af bøger, fra gulv til loft, så tæt står de på hylderne, at man næsten føler sig placeret på et bibliotek. Sproget varierer fra italiensk, over dansk og engelsk til tysk, men emnet er det samme, Jødeforfølgelse, koncentrationslejre, øjenvidne beretninger fra tiden – lejrene. Man er ikke i tvivl. Her bor et passioneret menneske.

Peter Langwithz Smith kommer ind i stuen, balancerende med to kopper kaffe, og sætter sig ved spisebordet, der på mirakuløs vis er fri for bøger, sandsynligvis fordi at han langt om længe har kunnet pakke sine stabler af noter, breve, billeder og andet research væk.

Således placeret, med en dampende varm kop kaffe og en cigaret, griber han hurtigt tråden og begynder at fortælle, for det her er noget han brænder for, noget han ved noget om, det løber nærmest i blodet på ham. Fortællinger, historiske fakta og anekdoter, flyder fra ham i en uafbrudt strøm af ord, den ene historie griber den næste, og det er nærmest umuligt at vurdere hvor den ene slutter og den næste tager sin begyndelse.

På en eller anden måde når han alligevel frem til pointen med kaffen, snakken og smøgen. Sin nye bog.

Peter har tidligere udgivet forskellige bøger om koncentrationslejrene, og de skæbnehistorier der ligger gemt og glemt af mange. Den generation der oplevede krigen, er næsten væk nu, og man har kun historiske arkiver, billeder og dokumenter tilbage.  Inden længe er Peter aktuel med sin næste og sidste bog om emnet, en bog der har været flere år undervejs.

Han fortæller at han oprindeligt slet ikke havde intentioner om at skrive yderligere en bog, men at han efter flere opfordringer alligevel blev fanget af ideen om at gøre det én gang mere. Dog var det vigtigt for ham, at alle aspekter af historien blev fortalt, at alle detaljer kom frem og blev underbygget af beviser. Derfor tog det ham også adskillige år at få færdiggjort bogen.

Bogen der har den skræmmende titel ”Dødens Bolig” Fortæller de rå og ufiltrerede historier om de mennesker der levede og døde i dødslejren Auschwitz-Birkenau nær Kraków under Hitler regimet. Bogen følger lejren fra den bliver grundlagt og til tiden efter befrielsen, på godt og ondt.

På udgivelsesdagen i morgen 27. marts har Peter allieret sig med Varmings Boghandel i Esbjerg, hvor man fra kl. 16.00 kan møde ham og købe en signeret bog til en favorabel pris, og mon ikke man kunne få en anekdote med på vejen?  Peter er i hvert fald ikke bleg for at fortælle en god anekdote om alle de spændende, sjove og følelsesmæssige oplevelser han har haft undervejs i sit arbejde med bogen.