Pilotnavn udløser gavekort

Fra venstre: Trafikplanlægger Lars Finn Jensen, Esbjerg Kommune, formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune, Søren Heide Lambertsen, familien Petersen samt vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Foto: Torben Meyer/Esbjerg Kommune

I løbet af efteråret kunne man på Facebook deltage i en konkurrence i forbindelse med kampagnen ”Med fly eller folkevogn,” som sætter fokus på det ansvar, vi påtager os, når vi har egne og andres børn med i bilen.

Bag kampagnen står kommunerne i Syd- og Sønderjyllands Politikreds, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Børneulykkesfonden.

Knap 500 Facebookbrugere har svaret på spørgsmålet i en lille quiz om, hvilket pilotnavn der kunne dannes af forbogstaverne i fornavn og bilmærke. Det gav mange morsomme kombinationer som fx Foxtrot mama, Papa luftakrobat og Tango wing-man.

Ved lodtrækning blandt de mange kreative pilotnavne blev navnet på en heldig vinder fra Esbjerg udtrukket.

Og mandag den 6. januar blev præmien – et gavekort på 4.000 kroner til Lalandia – overrakt til familien Petersen.

Foto: Torben Meyer/Esbjerg Kommune

Det var formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune, Søren Heide Lambertsen, som på vegne af kampagnefællesskabet overrakte præmien.

Syd- og Sønderjyllands Politi har stor ros til kommunerne i politikredsen for, at de har eksponeret kampagnen.

– Det er et vigtigt budskab i forhold til trafiksikkerhed, at de voksne har styr på, om børn og baggage er spændt ordentligt fast under køreturen, hastighedsgrænserne bliver overholdt og mobilen bliver i handskerummet under kørslen. Men samtidig ved vi også, at det gælder om at kommunikere med et glimt i øjet og få borgerne til at engagere sig. Vi er derfor glade for, at kommunerne og Børneulykkesfonden har bakket op om initiativet, og at knap 500 Facebook-brugere har deltaget i den lokale konkurrence, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed

DEL