Taxapriser eksploderer i julen: Men Esbjerg og Varde kan ånde lettet op!

Esbjergenserne kan modsat en lang række andre danskere læne sig tilbage og nyde juleøllene og snapsene uden at bekymre sig synderligt meget om taxaregningen. Mens priserne på julekørslen i år eksploderer i store dele af landet, kører mange taxaselskaber i Syd- og Sønderjylland nemlig stadig til normale takster. Forklaringen skal blandet andet findes i den nye taxalov, der endnu ikke gælder for alle.

Mange danskere må betale ekstrem meget mere – fra i år – for at komme sikkert hjem fra julefrokosterne i en taxa.

Mandag fortalte en række landsdækkende medier, blandt andet TV2 og Radio 24syv, at taxaselskaber hæver prisen markant over jul og nytår som følge af den nye taxalov, der trådte i kraft 1. januar 2018.

Ifølge TV2 kan startgebyret stige med hele 4400 procent. Hos eksempelvis Taxi 4×27, der betjener København, Aarhus, Odense Frederikshavn og Skagen koster det således 135 kroner at sætte sig ind i en taxa fra gaden i perioden 24.-26. december, den 31. december og 1. januar. Prajer man en af selskabets hyrevogne på en normal dag, er starttaksten blot tre kroner.

DEN NYE TAXALOV

  • Trådte i kraft 1. januar 2018.
  • Loven betyder, at taxaselskaberne kan hæve priserne markant hen over jul og nytår. Eksempelvis kan det koste op til 135 kroner blot at stige ind i en taxa juleaften.
  • Før fastlagde kommunerne, hvor mange penge taxaselskaberne måtte tage for en tur. Til gengæld sørgede kommunerne for at begrænse antallet af taxaer for at sikre arbejde til alle.
  • Mange vognmænd i Syd- og Sønderjylland er endnu ikke overgået til den nye lov, hvilket betyder, at de ikke kan hæve priserne.
  • I landets største byer stiger taxapriserne til gengæld markant hen over jul og nytår, berettede flere medier tirsdag.

Før den nye lov bestemte kommunerne, hvor meget taxaselskaberne måtte tage for en tur. Til gengæld begrænsede kommunerne antallet af taxaer for at sikre arbejde nok til alle. Med den nye lov er taxaselskaberne selv herre over priserne, indtil de rammer et vist prisloft.

Esbjerg og Varde Taxa er ligeledes overgået til de nye regler. Her stiger starttaksten dog blot ti kroner, mens kilometerprisen stiger 50 øre.

Landsdelens store undtagelse er Kolding, hvor Taxa Syd næsten fordobler kilometerprisen og lader både starttakst og minuttakst stige.

DEL