Ytringsfrihed til rapperen NIKOLINE!

Vel nok tidens største samfunds debatør NIKOLINE gæster Huset Esbjerg lørdag den 26. januar Foto Olga Thor

Vi har været der, altså der hvor #metoo trak spor i hele verden, og skræmte mænd fra at være mænd, fra at turde tale til kvinder på gaden, for tænk nu hvis…

Vi har været der, der hvor rigtige mænd ikke græder, ikke viser følelser, der hvor rigtige fædre også har ret til barsel, der hvor ligestilling er årets motto.

Vi har været der, hvor selvcensur er et must, hvor ytringsfriheden presses til det yderste, hvor religion sættes over individ og holdning.

Vi har været der, der hvor rettigheder burde være ens for alle, uanset køn, etnicitet, religion. Vi HAR været der, virkelig, det har vi, og hvad har det flyttet? Absolut intet. Vi bliver chokerede, provokerede, vi græmmes, men ingen siger noget. Ingen GØR noget. Ingen råber højt nok til at blive hørt.

Når Danmark så endelig møder en der tør, en der gør, ja så provokeres vi igen, vi hvisker i krogene, vi censurerer, vi græmmes i vores lune stuer, og sladrer som gamle koner. For hvor er det bare skandaløst, hvor er det grotesk, grænseoverskridende, ydmygende, det hende den der Nikoline har gang i. Rapper, kalder hun sig, samfundsdebatør, provokatør, røre i andedammen er hvad hun laver, eller hvad?

Alle har vel en holdning, og især kvinder som Nikoline formår at bringe både det værste og det bedste frem i folk. For Nikoline kan bare det der med at få folk op af stolene, råt og ufiltreret præsenterer hun Danmark for den virkelighed vi lever i, for alt det sure, dystre, mørke og uretfærdige, vi til dagligt ser igennem fingre med. Berøringsangsten lever i bedste velgående, tabuer er populære, og Nikoline prikker til dem alle.

Men hvem er hun, Nikoline, hvad er det hun vil?

Svaret er simpelt. Et opgør med sexismen, med hykleriske religioner, med selvcensur, et opgør med det eksisterende samfund, der ifølge hende er under pres.

Med sange som ”Tæsk til alle”eller, ”Flertallet er dumme” og nu det nyeste skud på stammen ”sut min klit”, der for alvor har sat gang i danskerne, stiller Nikoline skarpt på de problematikker som mange ser, men ingen rigtig tør røre ved.

Nikoline har en holdning til ALT, og hun er på ingen måde bange for at ytre den. Hun udtrykker sine meninger og holdninger, som hun ser dem, og lægger ikke fingre imellem.

Med sit seneste udspil ”sut min klit” sætter Nikoline fokus på kønsidentiteten. Hun tager et opgør med de stereotype kønsnormer, der for hende ofte putter folk i kasser baseret på køn i stedet for identitet.  Hun stiller spørgsmålstegn ved at skære folk over en kam bare på grund af kromosomer og pointerer at bare fordi man som kvinde har æggestokke, har man ikke nødvendigvis andet tilfælles. Mænd behøver ikke være rå, grove og filtrerede, kvinder behøver ikke være smukke, feminine med røde læber og stiletter. Det der virkelig burde betyde noget, er hvem man er som menneske.

Nikoline selv, er den hun er og står ved det. Hun vil langt hellere skille sig ud fra mængden og identificeres som person end kvinde. For det er vel lige meget om man er mand eller kvinde, hvis man har en holdning, har man ret til at ytre den, på den måde der passer til ens natur. Hvilket for Nikoline, jo ganske tydeligt har vist sig at virke i form af… ja, man fristes til at sige det, bare for at provokere hendes opgør med kønsnormer… kvindelig rapper.

NIKOLINE gæster Huset Esbjerg lørdag den 26. januar

 

DEL