Det er en iskold mandag aften, hvor Egehuset lyser op i mørket. Det er første gang, at et nyt gamerfællesskab åbner dørene op for unge beboere i Hedegårdene i Kvaglund.
Lasse Bæk Sørensen, der er socialvicevært, og selv er vild med at spille både brætspil og computerspil, tager imod og fortæller: ”Vi har et godt samarbejde med hallen herude, Carsten Hille Rasmussen, som havde både skærme og stole, vi kunne låne på ubestemt tid. Vi gør det her i bydelsprojektet i tæt samarbejde med afdelingsbestyrelsen for at styrke fællesskabet og det sociale engagement blandt de unge”.
Lucas Nielsen, der snart fylder 12, er allerede i fuld gang med at spille Fortnite.
”Det er fedt at de har en Playstation 5, og jeg glæder mig til at lære nogle andre unge at kende herude, siger Lucas, og ringer begejstret sin far op for at vise ham, hvad han har gang i sådan ”live”. Lucas’ mor Belinda er også med her den første aften, hun spiller selv mest bilspil, men synes også det er afslappende bare at lægge en kabale. ”Spil er jo mange ting”, som hun siger.
”Alle kan være med om mandagen fra 12 år og opefter. Tilmelding ville være skønt, man kan også bare dukke op”, slutter Lasse.
Fotos:
Lasse Bæk Sørensen, 3i1 Bydelsprojektets sociale vicevært i Kvaglund spiller computerspil sammen med Lucas Nielsen, der er med i gamerfællesskabet i et indbydende og lækkert lokale i fælleshuset Egehuset, der lige er åbnet om mandagen i Hedegårdene.






