Din Forsyning: Der skal lige graves inden…

Inden DIN Forsyning skal i gang med at lave et regnvandsbassin i Guldager ved Guldager Byvej, har et hold arkæologer fra Sydvestjyske Museer været i gang med at udgrave området. I den forbindelse har de ved Guldager Byvej undersøgt det sydøstlige hjørne af en landsby fra jernalderen.
Der er tale om 8-9 langhuse fra 300-500-tallet. Husene er efter alt at dømme anlagt som gårde med hegn imellem og med overdækninger til dyr. Arkæologerne mener, at husene oprindeligt har indgået i en landsby, som strækker sig videre mod nordvest uden for det udgravede område.
I et af husene fandtes et stort nedgravet forrådskar af keramik – i jernalderen har det nok fungeret som et underjordisk køleskab. I fyldjorden fandt man desuden et andet fint lerkar.
Nu er arkæologerne rykket videre til det område, hvor det andet bassin skal anlægges ved Præstemarksvej. Vi ved, det også bliver spændende område at komme i gang med, fordi der her er rester af gårde fra kort før Kristi Fødsel og fra middelalderen.