Parker din bil. Start parkeringsappen eller registrer dig i betalingsautomaten. Fra den 8. april 2024 skal bilister vænne sig til at gøre tingene lidt anderledes, når de parkerer på de offentlige parkeringspladser inden for betalingszonen i Esbjerg.
I tre år har bilister, der parkerer på de offentlige p-pladser i det centrale Esbjerg, været vant til at skulle huske på meget. Først p-skive, så to timers gratis parkering, og derefter betalingen via en app eller ved en betalingsautomat.
Det er snart fortid. Fra den 8. april 2024 skal man ikke længere både huske det ene og det andet på de offentlige parkeringspladser. Alt man skal gøre er at stille bilen og så registrere parkeringen i en app eller i en betalingsautomat. Derefter begynder de to timers gratis parkering, og vælger man, at bilen skal blive holdende længere end de to timer, skal man betale.
På visse kommunale p-pladser i betalingszonen – fx i Torvegade – er det ikke muligt at tilkøbe ekstra parkeringstid. Her vil parkering stadig kræve anvendelse af p-skiven, og dette vil naturligvis fremgå af skiltningen for de pågældende pladser.
Den enklere løsning er lig den, som andre større byer anvender, og det glæder formanden for Plan & Byudviklingsudvalget, Henning Ravn, at Esbjerg Kommune nu vinker farvel til en løsning, der har skabt forvirring og frustrationer hos bilister, der har glemt at starte betalingen rettidigt.
”Det vil for mange blive mere intuitivt, fordi man kender reglerne fra andre steder. De to gratis timer forsvinder ikke, og samtidig åbner vi med denne løsning for at udvide den gratis parkeringsperiode i p-huset i Danmarksgade. Fremover kan man parkere fire timer, før man vil skulle betale”, siger Henning Ravn.
Undersøgelser har vist, at kapaciteten i p-huset i Danmarksgade stadig ikke udnyttes fuldt ud. For at få flere til at vælge at parkere i p-huset i forlænges den gratis parkeringsperiode. Fra den 8. april 2024 kan besøgende parkere gratis i fire timer, når blot parkeringen registreres fra begyndelsen. Derefter kan man vælge at tilkøbe mere tid.
Se mere på: https://www.esbjerg.dk/planer-projekter-og-trafik/parkering/betalingszonen-i-esbjerg