Linoleumstryk har fået et comeback. I en digital tid, mærker aftenskolen, at rigtig mange længes efter noget, der kan mærkes mellem hænderne. Her kommer linoleumstryk i spil, og har fået en revival. Det er en fysisk taktil beskæftigelse at snitte i linoleumsplader.
Frida Annika Voigt (29) er ny underviser hos FOF aftenskolen. Hun har gået på kunstskole i København, men storbyen blev for trang for Frida, der efter flere længerevarende ophold i Grønland – både i Nuuk og på Diskoøen – søgte videre mod natur, åbne horisonter og ro. Det førte hende lidt tilfældigt til Fanø i marts, hvor hun nu har bosat sig med sin hund – og ikke overraskende stortrives.
Sideløbende med undervisningen, der starter op til efteråret på Kongensgade, læser hun til socialrådgiver på UC Syd, men kunsten har altid været hendes uundværlige fristed.
“Jeg har altid fundet ro i det kreative. Linoleumstryk er meditativt, grafisk og dejligt uprætentiøst. Det behøver ikke være pænt og poleret – man kommer i flow, når man arbejder i linoleum. Det er jo nærmest en kreativ meditationsbeskæftigelse”, siger Frida med et smil.
Et kreativt frirum på Fanø – en underviser med eventyr i bagagen
Frida har oplevet mere end de fleste på sin alder. Hun har blandt andet været frivillig gast på en norsk sejlbåd, der krydsede Atlanterhavet – en rejse, der styrkede hendes mod, nysgerrighed og kærlighed til det enkle liv tæt på natur og kultur. Ofte er det havets dyr, fisk, fugle og planter der tegnes og trykkes i Fridas linoleumstryk.
Kurset varer fire timer og afholdes to gange – én gang på dansk og én gang på engelsk – så både lokale og internationale tilflyttere i Esbjerg kan deltage i en kreativ lørdag.
Fakta om linoleumstryk
- Linoleumstryk er en grafisk højtryksteknik, hvor motivet skæres i linoleum og trykkes på papir.
- Picasso og Matisse gjorde teknikken kendt internationalt i midten af 1900‑tallet.
- I 1960’erne og 70’erne blev linoleumstryk udbredt på kunstskoler, fordi dette gulvmateriale er både billigt og nem at skære i.
Links til kurserne:
https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/linocut-linoleum-print-english-speaking-educator
https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/linoleumstryk?holdnr=262346
Om den nye underviser: https://www.fof.dk/underviser/frida-annika-voigt


