Jette Torp forener musik, litteratur og håndarbejde på årets Fanø Strik Festival

Fanø Strik Festival er så heldige i år at få besøg af en markant skikkelse i dansk underholdning, nemlig entertainer Jette Torp, der inviterer publikum ind i et helt særligt univers, hvor musik, litteratur og håndarbejde mødes i et nærværende og stemningsfuldt program. Det tager plads i hallen i Nordby fredag aften den 11. september.

For Jette Torp er håndarbejde en kreativ kraft på linje med musikken og litteraturen. Som hun selv udtrykker det:

“At fortabe sig i et stykke håndarbejde – sidde med garnet i hænderne og lade pinde, teknik og kreativitet opsluge dig – det minder på mange måder om at fortabe sig i en smuk sang eller en god bog. Det sætter en stemning, det giver ro og fokus, det sætter tankerne fri, det sætter tiden i stå – det giver mening! Hvis jeg kan få disse verdener til at mødes i samme rum, tror jeg, der kan opstå noget særligt, som lige præcis os, der er i rummet, vil opleve som, ja … noget særligt.”

Jette Torp har stort kendskab til Fanø, hvor hun har dybe rødder:

“Jeg er kommet på Fanø hele mit liv. Jeg har familie i Nordby, og husker det som noget helt særligt at vente på færgen – jeg tror endda, jeg har sejlet med den lille færge uden biler. Jeg har været til mange familiefester i Strien, og folkemusikken og dansene var en naturlig del af det hele. Det har jeg tit talt om fra scenen, når snakken faldt på fællesskaber og traditioner på tværs af generationer, udtaler Jette.”

Mens publikum strikker vil Jette med sin smukke stemme og sin guitar spille sange, der har en særlig betydning for hende, fortælle historier fra sit liv og læse op fra bøger, som har en speciel plads på hendes bogreol.

Det bliver et sjældent møde mellem kunstnere og forfattere som Jesper Stein, Anne Linnet, The Carpenters, Marianne Fredriksson, Stine Pilgaard, Carl Nielsen – og Jette Torp selv – samlet på én scene.

Jette smiler, når hun fortæller om sine nyere Fanø‑traditioner: “Jeg har samarbejdet med booker på Fanø Carsten Svolgaard flere gange, og en tur på Vinbaren i Nordby er så nærmest obligatorisk. Jeg har udsat flere færgeafgange i timevis på grund af disse besøg.”

Der bliver mulighed for at stille spørgsmål undervejs i Jettes musikalske strikkeshow, hvor publikum kan forvente nogle hyggelige timer med grin, undren, udveksling – og måske en lille kuldegysning? Man er velkommen uden håndarbejde, men må være indstillet på at være omgivet af garn, pinde og engagerede strikkere. Hæklere og broderister er selvfølgelig også velkomne.

 

Billetsalgslink: https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/jette-torp-musikalsk-foredrag?holdnr=261019