VORES REAKTIONSPATRULJER HOLDER SIG SKARPE
Forleden gennemførte vores reaktionspatruljer en hel dags øvelse med figuranter fra Hjemmeværnet, der havde til opgave at udgive sig for at være potentielt farlige personer. Formålet var at træne og vedligeholde kompetencer i forhold til anholdelse af farlige personer, så patruljerne holder sig skarpe.
En reaktionspatrulje er en beredskabspatrulje, der har fået en særlig uddannelse målrettet mod at kunne handle effektivt i kritiske situationer, hvor menneskeliv er i fare, og hvor tiden er en afgørende faktor. Reaktionspatruljerne råder over særligt udstyr, herunder kraftigere våben, og patruljerne er til rådighed 24 timer i døgnet, året rundt.
I en nedlagt institution skulle reaktionspatruljen anholde en muligvis farlig person. De fuldt udrustede betjente parkerede stille deres biler udenfor en nedlagt børnehave og nærmede sig bygningen nærmest uden en lyd. De tre forreste tog opstilling udenfor huset og forsøgte at få kontakt til personen indenfor for at få ham til frivilligt at komme ud af huset.
Personen i den nedlagte børnehave kom ikke ud frivilligt, så reaktionspatruljerne gik ind og gennemsøgte hele huset meget grundigt og meget stille. Der var kun lyd at høre, når betjentene forsøgte at få kontakt med personerne i huset. I et badeværelse fandt de en mand med et baseballbat, der blev anholdt. Han fortalte, at den mand, som betjentene ledte efter, var et andet sted i huset, og reaktionspatruljerne fortsatte arbejdet.
På den nedlagte børnehaves øverste etage fandt betjentene den mand, de ledte efter. Han var bevæbnet, men blev hurtigt anholdt og ført ud. Herefter blev indsatsen evalueret og gennemført endnu en gang, inden en ny potentielt farlig person ventede på en ny adresse.
Træningen viste, at patruljerne er helt klar til indsats – og vi siger tak for god hjælp fra Hjemmeværnet
