FOF Sydvestjylland byder velkommen til en ny underviser i syning

Norsk designer underviser i Bramming

FOF Sydvestjylland byder velkommen til en ny underviser i syning: Jan‑Øistein Heistad Naverud, en norsk designer/kjole‑ og dragtsyerske med stærke faglige rødder og en passion for det kreative håndværk.

Fra Norge til Danmark – en drøm om design

Interessen for syning begyndte tidligt for Jan-Øistein. Allerede som 15‑årig redesignede Jan‑Øistein sit eget tøj, og i 2011 kom han i praktik hos en tøjdesigner i Oslo. Her arbejdede han med produktionen af en kollektion, og oplevelsen bekræftede hans retning: Han ville være kjole‑ og dragtsyer.

Efter sin svendeprøve i 2013 søgte han mod Danmark for at videreuddanne sig. Han blev optaget på Designteknologuddannelsen i Herning og færdiggjorde sin uddannelse i 2016 med speciale i fashion design.

Nyt kapitel i Bramming – aflever dit tøj i ”drop boxen”

I 2026 flyttede Jan‑Øistein til Bramming med sin kæreste. Her er hans fuldtidsdrøm endelig gået i opfyldelse. Efter supplerende natarbejde i Post Nord, har Jan endelig kunne udleve sin designerdrøm, og har åbnet sit eget Design Studio i Bramming! Her arbejder han med reparationer af tøj, re-design af diverse beklædning, tilpasninger og i øvrigt specialsyede bestillinger. Efter mange år med syning om aftenen og i weekenderne kan han nu endelig gøre sin passion til sit fuldtidsarbejde. Har du noget du skal have repareret, kan det faktisk smides i drop boxen (en kasse) udenfor systudiet, hvis Jan ikke lige selv er til stede 😊

Kreativitet, mod og personlig stil

Jan‑Øistein har syet sit eget tøj siden han var 17 og elsker friheden ved at skabe noget, der passer og sidder præcis, som han ønsker det. Han inspireres af designere som Rick Owens, Vivienne Westwood og Yohji Yamamoto – og af modige stilikoner som Iris Apfel og Billy Porter.

“Den glæde og mestringsfølelse og det fællesskab, jeg selv har oplevet gennem syning og design, vil jeg gerne give videre til mine kommende kursister i syning hos FOF-Aftenskolen på mine to hold i begyndersyning og upcycling for letøvede,” siger han.

Undervisning med både tradition og kant

Som underviser kombinerer han klassiske teknikker med utraditionelle materialer. Han har syet i alt fra silke chiffon til tyk plast og skraldesække – og han opfordrer kursisterne til at udforske deres egen stil og turde udtrykke sig gennem tøj.

Derudover vægter han ergonomi højt og lærer kursisterne, hvordan man passer på kroppen i de forskellige udfordrende stillinger for kroppen, når man syr.

En stærk tilføjelse til FOF Bramming

Med sin faglige tyngde, sin kreativitet og sin varme tilgang til livet, bliver Jan‑Øistein et inspirerende nyt ansigt i FOF Brammings aftenskolekursusmiljø. Hans undervisning er for alle – både begyndere og erfarne og uanset hvilken stil man holder af at arbejde med.

Vil du går på holdene til efteråret eller så find det på FOF Sydvestjyllands hjemmeside.

https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/begyndersyning-i-bramming?holdnr=262350

https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/syning-for-letoevede-upcycling?holdnr=262349