Jordemoder, psykoterapeut og certificeret MediYoga-instruktør Mette Byskov i Alslev tilbyder nu et særligt MediYoga-hold for gravide hos FOF Aftenskolen i Varde med fokus på ro, styrke og tryghed gennem hele graviditeten.
Mette gør også brug af prænatal tilknytningsterapi. Hun er faktisk en af de første i Danmark, der har uddannet sig indenfor dette specifikke område. Her hjælper Mette gravide på vej til at forbinde sig til det ufødte barn, hvilket har gavnlig effekt på både fødsels og barsel, og kan være med til at nedsætte risiko for indgreb under fødslen for fødselsdepression og kolik hos barnet.
Klinik i Alslev
I mange år har Mette Byskov arbejdet som jordemoder, og siden 2017 har hun drevet sin egen klinik i Alslev, hvor hun hjælper mennesker til større balance i krop og sind. Med uddannelser som jordemoder, psykoterapeut, zoneterapeut og MediYoga-instruktør kombinerer hun sundhedsfaglig viden med en helhedsorienteret tilgang til graviditet og trivsel.
“Jeg ønsker at skabe et trygt rum, hvor gravide kan finde ro, styrke kontakten til deres barn og få redskaber, som også kan støtte dem under fødslen,” fortæller Mette Byskov.
Nærvær og balance før fødslen
På holdet kombineres blide yogaøvelser, åndedrætsteknikker og guidet afspænding. MediYoga er en evidensbaseret yogaform, som blandt andet kan bidrage til mindre stress, bedre søvn og lindring af graviditetsgener som ryg- og bækkensmerter.
Som jordemoder har Mette Byskov et særligt fokus på at forberede kvinder til fødslen. Hver undervisningsgang indeholder derfor også afspænding og refleksion med fokus på tilknytningen til barnet og de tanker, der naturligt følger med graviditeten.
Holdet er åbent for alle gravide og har maksimalt otte deltagere, så der er god tid til individuel vejledning og nærvær.
Islandske heste og børnebørn
Når Mette ikke underviser i MediYoga hos FOF Aftenskolen i Varde eller passer sin klinik i Alslev eller hygger sig med børnebørn, så kan du finde hende på hesteryg.
”Jeg har en kæmpe kærlighed for islandske heste, og jeg ved ikke noget bedre og mere afslappende end at nyde naturen i Vrøgum fra hesteryg. Lykken er blandt andet at tølte, slutter Mette. 😊
Link til kurset i Varde Sundhedscenter med start den 29. september: https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/mediyoga-for-gravide?holdnr=262617