Anne Dorte Teglhus Kragh er en markant og alsidig kultur- og håndværksprofil på Fanø. Hun har i mange år været en central del af øens kreative og pædagogiske miljø, hvor hun kombinerer håndværk, undervisning, ungdomsarbejde og lokalt fællesskab på en måde, der gør hende til en helt særlig ny underviser hos FOF Sydvestjylland.
Alsidig og kreativ som få
Til daglig underviser hun i Håndværk og Design på Fanø Skole, arbejder som klubmedarbejder i ungdomshuset ”Villaen”, og står bag ”First Lego League” og robotholdene på Fanø Ungdomsskole. Samtidig er hun SSP‑konsulent i Fanø Kommune, hvor hun arbejder tæt med unge og lokalsamfundet. Og så er Anne Dorte bare kreativ med mange ting også med glaskunst og som spinningunderviser for de cykelglade tidligt om morgenen i Fanø Hallen.
Anne Dorte har tidligere drevet den populære restaurant og café Sylvesters i Nordbys Hovedgade sammen med sin mand. Hun har arbejdet som kunsthåndværker og været administrativ koordinator og leder af værkstedet på musikstedet Tobakken i Esbjerg. Hun har også erfaring fra marketing hos Viking Life‑Saving Equipment. Hendes uddannelsesbaggrund spænder bredt fra markedsøkonom og multimediedesigner til et erhvervspædagogisk diplom og en række håndværkskurser inden for blandt andet træ, metal, drejebænk og sølv.
Hun er kendt for sin varme og humor og evne til at skabe trygge, sjove og uforglemmelige læringsrum. Som hun selv siger det kort og godt:
“Jeg glæder mig til at se jer til et par sjove, hyggelige og uforglemmelige timer, hvor I får lært en masse om brugbare håndværkerløsninger i hjemmet.”
Gør det selv kvinde!
Med sin brede håndværksfaglighed og jordnære tilgang er Anne Dorte den perfekte underviser til FOF’s nye gør‑det‑selv‑kursus for kvinder. Her får deltagerne mod, viden og konkrete færdigheder til at blive mere selvhjulpne derhjemme, som håndværker. Her er der plads til gode grin og læring og masser af fejl.
Kurset er for kvinder, der gerne vil føle sig mere sikre med værktøj og lære håndværksfærdigheder, der kan bruges med det samme i boligen. Undervisningen er praktisk, hands‑on og tilpasset alle niveauer. ”Her er ingen dumme spørgsmål mulige og ti tommelfingre er ok”.
Deltagerne lærer bl.a.:
- Værktøjslære At blive fortrolig med boremaskine, hammer, sav og rawlplugs. Medbring gerne egen boreskruemaskine — ellers har vi.
- Småreparationer At lappe huller i væggen, hænge ting op og skifte en pakning i vandhanen. En Japan‑spartel anbefales — den bliver din nye bedste ven.
- El og lamper At skifte stikpropper og sætte lamper op på en sikker måde. Medbring gerne ledning, stikpropper, fatning eller en lille afbryder, hvis du vil prøve kræfter med egne lamper.
- Gør‑det‑selv‑mod At samle møbler, male og upcycle et mindre møbel. Medbring gerne et lille møbel, vi kan reparere eller give nyt liv.
“Anne Dorte er en underviser, der gør aftenskolen levende og lokalt forankret, det kan ikke blive andet end sjovt og lærerigt” lyder det fra Tatjana Johnsson. FOF Sydvestjylland.
Praktisk information
- Underviser: Anne Dorte Teglhus Kragh
- Kursus: Kvinde, find din indre håndværker
- Sted: Fanø Skole, sløjdlokalet
- Arrangør: FOF Sydvestjylland
- Tilmelding via FOF’s hjemmeside
https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/kvinde-find-din-indre-haandvaerker?holdnr=262213
