POLITIET ER MEGET MERE END DE BLÅ BLINK: TRYGHEDSVANDRINGER

En af politiets vigtigste opgaver er at sikre, at du som borger føler dig tryg i dit nabolag. Er der derfor områder i politikredsen, hvor borgerne oplever en utryghed, så optager det os og vi har fokus på at undersøge baggrunden for utrygheden, tale med borgere om deres oplevelse og finde løsninger i samarbejde med både borgere, kommuner og andre samarbejdspartnere. Et af vores redskaber hedder tryghedsvandringer – og dem har politiassistent Morten erfaring med.
”Det er en spændende opgave, hvor vi inviterer alle parter til en fælles gåtur, hvor vi ser nærmere på de fysiske forhold i et område”, fortæller Morten.
En tryghedsvandring er en planlagt gåtur gennem et område, hvor eksempelvis områdets forretningsdrivende, beboere, boligselskab, virksomheder, kommune og politi diskuterer og udpeger konkrete utryghedsskabende forhold i området. Efter vandringen undersøges mulighederne for at gennemføre tiltag, der kan øge trygheden i området.
”Mange elementer spiller ind på, hvor tryg man føler sig i et område. Det kan for eksempel handle om, hvorvidt man føler, at man har oversigt over området og ved, hvad der venter en. Det kan for eksempel dreje sig om belysning og bevoksning. Er der tilstrækkeligt lys og er det placeret rigtigt? Kan man se gennem bevoksningen, så man har overblik over området eller kan der gemme sig noget?”, forklarer Morten.
Undervejs på en tryghedsvandring bliver alle parter løbende hørt om deres holdning til de fysiske forhold og hvem der har ansvaret for det pågældende område.
”Politiet kan ikke gennemføre ændringerne, men vi laver på baggrund af tryghedsvandringerne en samlet rapport med anbefalinger af mulige tiltag, der kan øge trygheden. Så er det op til de øvrige parter at beslutte, hvad der skal gøres og gennemføre det,” forklarer Morten.
Morten er ansat i Syd- og Sønderjyllands Politis forebyggelsessektion og er særligt uddannet til at lede tryghedsvandringerne.
”Det er en spændende opgave, hvor jeg føler, at vi kan være med til at gøre en forskel for borgerne. Politiet har ikke nogen beføjelser til at ændre på de fysiske forhold i områderne, men vi kan koordinere indsatsen og sørge for at alle involverede parter mødes og kommer til orde. Jeg har været med til mange tryghedsvandringer og jeg oplever, at det gør en forskel, så områderne bliver mere trygge at færdes i”, siger Morten.