Diplomfest for nyuddannede Bydelsmødre på Stengårdsvej – de skaber stærke fællesskaber i Esbjerg

Bydelsmødrene i Esbjerg spiller en vigtig rolle i arbejdet med integration, trivsel og lokalt fællesskab. Gennem frivilligt engagement hjælper de kvinder – ofte med minoritetsbaggrund – med at finde vej i hverdagen, skabe netværk og få bedre kontakt til både lokalsamfund og myndigheder.

I flere år har Esbjerg/Bydelsprojekt 3i1 uddannet nye hold af bydelsmødre, som fungerer som brobyggere i udsatte boligområder. De taler mange forskellige sprog, og når derfor kvinder, der ellers kan være svære at få i tale. Med deres indsigt i både kultur og system hjælper de med alt fra sundhed og familieliv til skole, fritid og trivsel.

I tirsdags fik 18 kvinder fra mere end 10 lande overrakt deres bydelsmødre-diplom til en hyggelig fejring i Krydset på Stengårdsvej i Esbjerg Ø. Det var fjerde hold, der fuldførte uddannelsen siden 2023. En uddannelse med 15 moduler, der kører over knap 4 måneder. Nogle af modulerne omhandler for eksempel ligestilling og seksualitet, barnets udvikling og opdragelse eller Danmark og demokrati. På landsplan er uddannelsen støttet af Fonden for Socialt Ansvar og lokalt faciliteret af den boligsociale helhedsplan, Bydelsprojekt 3i1, der sammen med stærke lokale fagpersoner underviser kvinderne.

En af kvinderne, der fik overrakt et bydelsmødre diplom i tirsdags, er Nataliaa Trofymchuck (45) fra Ukraine, der er gift og mor til to teenagere. Hun kom til Danmark for 4 år siden, er uddannet revisor, og arbejder hos Blue Water, som IT tester med titlen ”Quality Assurance Engineer”.

– Jeg hørte om bydelsmødre-uddannelsen, fordi jeg også er frivillig hos Dansk Flygtningehjælp, og for mig er det er kæmpe privilegium, at blive en del af dette fællesskab, hvor jeg også får nogle gode ”medsøstre” at sparre med om mange ting, siger Nataliaa, der synes det er vigtigt at lytte for at kunne hjælpe andre videre, især hvis der er tale om negativ social kontrol. Nataliaa understreger at bydelsmødre ikke nødvendigvis kan løse kvinders problemer med et trylleslag, men at de støtter kvinder i selv at kunne løse deres problemer ved at give dem viden, netværk og øget selvtillid.

Lokalt har bydelsmødrene markeret sig gennem caféer, mødesteder og samarbejder med kommunale og boligsociale projekter. Her skaber de trygge rum, hvor kvinder kan mødes, dele erfaringer og få støtte i hverdagen. Indsatsen er særligt synlig i Kvaglund, omkring Stengårdsvej og i dele af Østerbyen, hvor bydelsmødrene er blevet en vigtig del af det forebyggende arbejde. Vil du være en del af fællesskabet, kan du finde Bydelsmødre i Esbjerg på Facebook.

VÆRD AT VIDE: Farven pink var dominerende til diplomfesten, og det var ikke tilfældigt, da det er by-mødrenes logofarve. Pink repræsenterer ligesom de nyuddannede kvinder omsorg, medfølelse, kærlighed og forståelse og forbindes med det at give og modtage omsorg. Pink er en kombination af rød og hvid, hvor passion og kraft kommer fra farven rød, der blødgøres med renhed og åbenhed fra den hvide farve.

Bydelsmødrene er et eksempel på, hvordan frivillighed, lokalt engagement og stærke fællesskaber, kan gøre en reel forskel for både kvinder og familier i Esbjerg.