Esbjerg Havn indgår samarbejde med Port of Szczecin på kongetur til Polen

Det polske vindmarked er i kraftig vækst og nu indgår Esbjerg Havn samarbejdsaftale med Port of Szczecin. Samarbejdet skal være med til at optimere opstillingen af havvind for at indfri de meget markante europæiske målsætninger. Det blev i dag offentliggjort i Polen, hvor Kong Frederik X står i spidsen for et erhvervsfremstød. Med på rejsen er også en lang række erhvervsorganisationer og store, danske virksomheder.

Der er fyldt godt op med markante danske navne fra erhvervslivet i Polen, hvor der i disse dage foregår et erhvervsfremstod, som Kong Frederik X står i spidsen for. Dansk Erhverv, Dansk Industri, Green Power Denmark, Vestas og ikke mindst Esbjerg Havn.
Esbjerg Havn benytter anledningen til at offentliggøre et nyt samarbejde med Port of Szczecin. Samarbejdet skal være med til at understøtte den vækst, som begge havne oplever, især indenfor havvind. Konkret kommer samarbejdet til at bestå af løbende koordinering og vidensdeling, der gør det muligt for havnene i mellem at effektivisere opstillingen af havvindmølleparker.
Det kommer også til at bestå af en lang række initiativer, som indeholder alt fra miljøbeskyttelse til reduktion af emissioner på havnene, rent havnevand, digital udvikling, logistik, besøg på hinandens havne samt at indtænke hinanden overfor samarbejdspartnere.

”Esbjerg Havn og Port of Szczecin har i en længere periode haft en god dialog og mange møder om mulighederne i et samarbejde. Traditionelt har der været tætte samarbejder mellem Danske virksomheder og polske, ikke mindst indenfor værftsindustrien. Mange af virksomhederne på Esbjerg Havn har også afdelinger i Polen. Samtidig er det polske vindmarked i kraftig vækst og vi havne skal optimere og samarbejde, hvor vi kan. Derfor er vi glade for, at vi i dag kan melde ud, at vi fremover kommer til at samarbejde tæt på en lang række områder,” siger Dennis Jul Pedersen, CEO på Esbjerg Havn.

Indenfor offshore vind er der behov for at øge kapaciteten – ikke mindst i Østersøregionen.
Offshore vindmarkedet vokser kraftigt her, og de første vindmølleparker i stor skala er i øjeblikket under opførelse i Polen. Polen har planer om at generere 74 procent af sin energi fra vedvarende energikilder, hvilket er en betydelig opgradering fra Polens tidligere energistrategi.
Esbjerg-erklæringen øgede målsætningen for offshore vind i Europa. Dette mål blev yderligere skærpet gennem den såkaldte Ostende-erklæring, som støttes af en koalition af ni lande forpligtet til at udvikle Nordsøen som et grønt kraftcenter for Europa.

Via Marienborg-erklæringen blev det besluttet at etablere vind i Østersøregionen på mindst 19,6 GW inden 2030, syv gange den nuværende kapacitet.
Aftalerne og dets løbende udvikling er udtryk for en samlet ambition om at etablere 120 GW offshore vedvarende energi i Europa inden 2030 og 300 GW inden 2050.

”Vi er stolte over, at vi nu arbejder tæt sammen med Esbjerg Havn, og vi tror på, at begge havne kan få fordele ud af vores samarbejde. Nu træder vi ind i en del af fremtiden,” siger Krzysztof Urbaś, CEO i Seaports Authority Szczecin-Świnoujście.