For år tilbage mente jeg lidt for højt noget om tatoveringer. Det kostede mig faktisk et par venskaber, og man kan jo diskutere, om det var det værd. Men lad mig understrege, at jeg aldrig havde til hensigt at fornærme eller støde nogen. Det lykkedes mig så alligevel, fordi en tatoveret kvinde vendte mig ryggen, efter jeg havde ytret min mening om overmalede kvindearme – og ben i øvrigt.

Bevares – jeg er jo af den stærke overbevisning, at vi mennesker er frie tænkende individer og må gøre – i store træk – hvad vi vil. Og vil man have en lang novelle skrevet ned af ben og arme, så skal man da gøre det. Jeg synes bare ikke, det er pænt.

Min datter spurgte en bekendt – da hun var ca 8 år: Jamen er det fordi, du ikke kan huske, hvad de hedder?

Han havde fået tatoveret sine børns navne på armene… Det kunne han i øvrigt heldigvis se det sjove i….

Når jeg sådan firkantet siger, jeg ikke bryder mig om såkaldt kunst på kroppen, er det jo også lidt for – enkeltsporet – indrømmet – nogle malerier kan faktisk godt passe til den, der bærer dem, og der kan være citater eller datoer, der har så stærk en betydning, at det jo kan give mening.

Jeg vil bare ikke ha dem. Tatoveringerne altså. Kun dem fra tyggegummipakker – i festligt lag vel at mærke…

Vi talte om det her hjemme, fordi en af mine døtre italesatte det her faktum, at ingen af dem havde fået tatoveringer, og så indskød hun, at skulle de komme i tanke om det, ville de undlade at fortælle mig om det.

Så var det, jeg høfligt mindede dem om, at så måtte de jo betale kørekortpengene tilbage til deres bedstefar, der stillede som krav, at de ikke måtte ryge eller få tatoveringer, – så skulle han nok betale – sådan er der jo så meget…

Ligesom med emner som ulven i Danmark – her skal man også passe på at mene noget for højt. Det gør jeg lige en anden dag….